Halvanden uge efter Offroadfinnmark halter jeg nu rundt på nogle ret underlige fødder. Tæerne sover og fødderne er generelt afsindigt ømme. Det minder lidt om, når man har kørt med for dårlige handsker eller greb, og ens fingre, vist typisk langfingeren, begynder at sove. Det kan man have glæde af i lang tid, så måske gælder det også for fødderne?
Ikke mere ynk herfra! Det har været en fantastisk oplevelse både at gennemføre løbet og at deltage sådan lidt på sidelinjen af en konkurrence. Fordi jeg havde indvilliget i, at min solodeltagelse var uden for den øvrige konkurrence og at jeg dermed ikke kunne vinde, uanset, hvad jeg gjorde, så blev løbet i mit hoved meget mere til en ekspedition frem for en konkurrence. Gennem de utallige sumpe, vandløb og mange elve, var jeg kun i konkurrence med mig selv og andre ryttere på sporet var kun et hyggeligt møde.
Selvfølgelig har jeg lært en hel del omkring valget af udstyr og om, hvad der sker med kroppen undervejs, men det mest betydningsfulde udbytte af udfordringen er, at jeg nu har afprøvet, hvor meget mennesket egentlig er i stand til, hvis det sætter sig mentalt op til det. Jeg har selvfølgelig haft mulighed for at lade mentalt op gennem flere måneder og var derfor meget mere end almindelig klar, da jeg kørte ud fra starten i Alta, men hvor meget viljen er i stand til at presse kroppen videre er imponerende. Der er helt sikkert mange, der kunne gennemføre hurtigere og mere imponerende, men i forhold til mine ca. tre til ti og for det meste syv træningstimer om ugen, så synes jeg, at jeg har fået et meget godt udbytte ud af de formmæssige ressourcer, jeg besidder – og det må være på grund af viljen og den mentale opladning.
Undervejs bliver kroppen selvfølgelig afsindigt træt og det kan være en kamp at holde den vågen. Således kæmpede jeg ca. halvvejs i løbet kort før det andet obligatoriske stop en inderlig kamp med Ole Lukøje. Jeg var lige kommet ned fra løbets nok fedeste nedkørsel og manglede nu blot 5 km på en stor asfaltvej ind til Karasjok. Umiddelbart var det fantastisk at køre på et jævnt underlag, specielt når man har åbne sår på den del af kroppen, der skal bære rytterens vægt. Desværre blev de 5 km til en kamp om at holde sig vågen. Flere gange faldt øjnene i uden at benene hold op med at træde. Jeg kunne være endt i grøften, men vejen var lige, bred og uden trafik kl. 0600, hvorfor jeg blot vågnede med et sæt. Cyklen holdt hver gang retningen, men det er alligevel en speciel fornemmelse at skulle kæmpe så hårdt for at køre 5 km på asfalt!
Senere på vej mod det næstsidste tjekpunkt, Jotka, oplevede jeg at kæmpe en virkelig indædt kamp mod trætheden. Dette delstræk havde en del klatremeter og bød som så store dele af de øvrige stræk på sten, sten og atter sten. Hertil skal det lige siges til de, der ikke har cyklet i Finnmarken, at når jeg skriver, at der var mange sten, så svarer det til, at hele stien eller grusvejen er belagt med sten fra tennisbold- til håndboldstørrelse. Nogle af disse ligger fast og andre ruller, når man kører på dem. Er man heldig kan man finde en linje med 15 meter uden de store sten, men det er undtagelsen. Derfor var det virkelig hårdt at skulle sidde i sadlen med siddesår og vægten fra rygsækken! På dette delstræk oplevede jeg på trods af den tekniske cykling og smerten fra både knæ og bag, at falde i søvn, mens jeg kørte. Det svarer nogenlunde til at falde i søvn i en tørretumbler! På samme stræk skulle jeg have noget i rygsækken og jeg stoppede, satte mig på knæ med ansigtet mod vinden, så myg og fluer ikke skulle kravle for meget rundt i ansigtet og begyndte at lede efter det, jeg skulle have. På det tidspunkt kom den grusomme Ole Lukøje igen snigende og forsøgte at tvinge mig til at lægge mig ned. Det var lige ved at lykkes, da jeg stadigt liggende på knæene lod hovedet hvile mod jorden. Der skulle så lidt til før jeg kunne ligge mig ned på siden, rulle mig sammen som en Fjeldræv og nyde de solstråler, som var begyndt at varme sidst i løbet. Et øjebliks klarhed fik mig dog på benene igen, som sædvanligt med cyklen som stok, for jeg vidste, at hvis jeg lagde mig ned, så ville der gå måske to timer, inden jeg ville vågne igen, og man lægger sig ikke i min tilstand til at sove langt ude på fjeldet i Finnmarken! Da jeg kørte videre fik jeg god fart i cyklen og jeg følte mig klar og fokuseret. Da jeg kom til Jotka ville jeg helst have kørt videre med det samme, men var tvunget til at gøre det tredje af tre obligatoriske stop på 2 timer. Lidt en skam, for med mine indtil da sammenlagte 1 time og 45 minutters søvn i løbet følte jeg mig overraskende frisk og min viden om, at det ville gøre rigtig ondt efter godt to timer at skulle sidde i sadlen igen, ville jeg helst fortsætte! Det blev dog til et stop med god mad, lefser, tak til de hyggelige mennesker på tjekpunktet, og en overflødig lur på nok 20 – 30 min.
Hvornår ved man, at man er træt. Selvfølgelig, når man falder i søvn på cyklen, men mon ikke også, at man er træt, når man syv timer fra nærmeste større vej, der kan bringe en til andre mennesker ser en fotograf, der i birkekrattet står og tager billeder. Eller når der pludselig ved siden af den sparsomme sti ligger en Merida carbon hardtail. Eller endnu værre og nok den værste: at der i krattet lunter en pandabjørn af sted! Jeg havde forberedt mig på, at jeg kunne blive så træt, at jeg kunne få misvisende synsindtryk, men ikke i en grad som dette. Jeg valgte dog blot at se det som underholdende indslag og kørte en gang i mellem og grinte lidt af min hjernes bearbejdning af virkeligheden.
Mange har kommenteret, at de fulgte stillingen via nettet intenst, hvilket jeg er meget beæret over, men mange har også spurgt, hvorfor jeg ikke blot stod klar efter præcis to timer ved det sidste obligatoriske stop, hvorved jeg kunne have overhalet det førende hold og deres tilkomne makker, Jan Olav Breitmyren – ikke hvem som helst! Men som tidligere skrevet, så var dette ikke vigtigt i mit hoved, for jeg var der ikke for konkurrencens skyld, men for udfordringens skyld. Jeg startede med at skrive til Jørund fra løbsledelsen for mange måneder siden, at jeg så en evt. solodeltagelse som den ultimative udfordring, og dette var det stadig på dette tidspunkt. Det handlede om at udfordre mig selv og ikke andet. Derfor kørte jeg i det tempo, jeg kunne og sov så lidt, som jeg kunne holde til, men jeg tog mig stadig tid til at snakke med helt utroligt venlige og gæstfrie mennesker, som tog imod på tjekpunkterne og hvoraf nogle stillede deres egne private hytter til rådighed. Jeg så det desuden som en del af udfordringen at klare mig selv. Det vil sige, at jeg modsat et hold som KTM, der virkelig gik ind i løbet med en målsætning om at vinde og derfor havde to hjælpere og følgebil med rundt hele vejen igennem løbet, selv har serviceret min cykel, pakket rygsæk, selv er kommet på benene efter et hvil osv. Det ene valg er ikke bedre end det andet, men det er to meget forskellige indstillinger til udfordringen. I det ene tilfælde er det konkurrencen der er i centrum, i det andet udfordringen i sig selv.
Vil jeg gøre det igen? Så skal det være for konkurrencens skyld og i så fald for at vinde, men lad os nu se…
