Archive for the ‘Mountainbike’ Category

Vintercup i Silkeborg søndag, november 8th, 2009

Der er noget sjovt over denne årstid. Årets mål er forlængst kørt og det er blevet tid til, for mit vedkommenden, 100 % motivationsstyret træning. Derfor var det også ret spændende at stille til start i Silkeborg i dag. Jeg kom dog rimeligt fra start og efter lidt tid med de positionskampe, der skal til for at det er sjovt at køre, befandt jeg mig på tredjepladsen efter Klavs Nielsen og Jacob Bering, men foran bl.a. Vesterlund og Peter Bech. Ruten var kort, men virkelig fed med to primære opkørsler, hvoraf den vist steg ca. 100 hm! Det passede undertegnede ganske godt, da jeg kunne komme over disse uden at skulle kaste lungerne op. På tredje omgang tænkte jeg, at det nok skulle være muligt at øge farten på omgang 5 og 6. Desværre skulle jeg uden om et par ryttere på en stejl stigning på tredje omgang og valgte i den anledning stående at træde kæden så inderligt godt fast mellem nav og kassette, som jeg har set det gjort før. Jeg kæmpe i nogle minutter, men måtte konstatere, at kassette skal af, før at kæden kan komme ud. Så den gode løbsoplevelse endte med en gåtur tilbage til målområdet - æv og lidt til!

Arrangørerne skal have ros for et velfungerende og enkelt set up. Ruten var langt over standard, synes jeg. En rigtig mtb-rute med lidt af det hele!

Min kære hustru var lidt i tvivl om, hvorvidt hun ville køre løbet. Valgte dog at gøre det for overhovedet at komme på cyklen i dag - og vandt!

Ikke mere herfra i denne omgang - godnat.

Scott er klar! tirsdag, juli 14th, 2009

Rammen er efterhånden blevet en trofast arbejdshest, der kan det hele. Men nu er også det endelige dækvalg foretaget, hjulene bygget af Andreas Jensen, Cycling Nord, spiller maks., min gamle Reba World Cup bliver siddende, Rotor kranksættet er for fedt, saddelpinden med set back fra New Ultimate skærer 100 gr. af vægten, den keramiske boks fra Rotor med lejer fra CeramicSpeed kører så let, at jeg næsten ikke skal træde i pedalerne og Scott’s styr- og frempindsenhed oser af kvalitet! Har du ikke gættet det, så er jeg yderst tilfreds med mit cykelvalg til næste uges udfordring!

img_2270-lille

Århus 1900, Shimanoliga søndag, maj 10th, 2009

Anden afdeling af Shimanoligaen stod Arhus 1900 for, og jeg har kun ros til overs for deres og vist også en flok silkeborgfolks arrangement. Ruten var helt i top, målområdet var virkelig godt for både ryttere og tilskuere, og det ser umiddelbart ud til, at tidstagningen er kommet op at køre.

Ruten bød på rigtig mange klatremeter, vist 190,  fordelt på hovedsagligt 5 opkørsler, hvilket er ganske godt efter dansk standard. Ruten passede med sine ret stejle opkørsler og fede nedkørsler fint til min smag, cyklen med 40/28 på et gammelt XTR kranksæt kørte perfekt, benene føltes udemærkede, og jeg havde det generelt godt, da starten gik. Desværre vidste jeg også, at det nok ville blive ryggen, der skulle sætte dagens begrænsning, da jeg har haft en del problemer med den på det sidste, hvilket desværre ikke er første gang i min mtb-tid.

Således kunne jeg allerede mærke ryggen en smule for meget i slutningen af første omgang, og anden blev ret slem på trods af, at jeg ikke kørte, hvad jeg ellers følte, at resten af kroppen kunne klare. På de stejle opkørsler havde jeg helt klart et overskud i forhold til de ryttere, jeg lå i blandt. Således er jeg også ret sikker på, at jeg ville have endt mellem 12 og 14, hvis jeg var fortsat, men jeg valgte at passe på mit korpus, da jeg ikke kender skadens årsag. Derfor stoppede jeg efter anden omgang. Det føles aldrig godt at skulle forlade et løb før tid, men jeg tror, at det var det bedste i denne situation. Efter køreturen hjem tog jeg dog hjelmen på igen og kørte god time på de lokale spor. Der er ikke noget som udsigten fra Svinkløv, der kan få en til at se positivt på tingene  igen - i øvrigt var der vældig meget tilbage i benene, som lige skulle brændes af. En god dag blev til en træls dag, men endte alligvel godt.