34 dage til løbsstart!
Flere har spurgt, hvad terrænet kan sammenlignes med, hvorfor jeg har fundet lidt film og billeder. Det ser ud til at der venter en hel del sten, grus, lidt klipper, en del mudder og en hel del vand. Myggene kan heldigvis ikke ses på billederne, men de er nok ikke forsvundet siden sidst jeg var på de kanter, selvom det er ca. 17 år siden.
http://www.casttv.com/video/sg9y0i1/offroad-finnmark-video
Om jeg er grejnørd? Jeg er grejnørd i særdeleshed! Derfor er det også med meget stor tilfredshed, at jeg kan skrive, at både Fusion Aalborg, Fusion Sport og Garmin har valgt at støtte min deltagelse i den ultimative udfordring, Offroadfinnmark - solo!
Det kræver ret meget udstyr at deltage i et løb som dette og det udstyr, der vælges, skal være noget, som man stoler 100 % på. Det gælder både det hårde og det bløde udstyr, hvorfor jeg har valgt beklædning fra Fusion, da jeg her finder kompromisløse løsninger, et tight snit tiltænkt seriøse sportsudøvere og en tøjserie, hvor selv den mindste detalje er oovervejet og afprøvet igen og igen. Størstedelen af det hårde udstyr, jeg medbringer til Finnmarken er anskaffet gennem Fusion Aalborg, der leverer en fantastisk service, har en viden, baseret på både uddannelse og mangeårige erfaringer - og så forhandler de toppen af poppen indenfor cykler og multisport. Bedre butik inden for sporten findes ikke!
Ruten til Offroadfinnmark er kun enkelte steder markeret, hvorfor der køres med kort og GPS. Jeg har i forvejen erfaringer med GPS-enheder fra Garmin, men det var ikke et must, at det skulle være en enhed af dette mærke, der skulle vise mig vej i Finnmarken. Jeg har dog undersøgt, afprøvet og læst og valget er faldet på en Garmin Oregon 300, da den passer perfekt til opgaven. Garmin Danmark har desuden ydet en fortræffelig service og vejledning - stor ros herfra!
Flere aftaler er på vej og snart også en lille test af mit nye hjulsæt, som skal bringe mig over stok og sten i ødemarken!
Pludselig er der ikke mange dage til den ekstreme udfordring, og selvom jeg har brugt alle de timer, jeg har kunnet finde blandt døgnets 25, på træning, test af udstyr og indkøb af div. grej, så mangler der stadig lidt. Udstyrsovervejelserne har bl.a. drejet sig om valg af rygsæk, forgaffel og dæk. Mht. rygsæk, så har jeg valgt at bestille en Ergon Bd 1, for selvom den vejer lidt mere en mange af de andre muligheder, så skulle den sidde helt uovertruffent på ryggen og endnu vigtigere: Kun belaste hoften, hvilket jeg tror er vigtigt i forhold til min ryg, som helt klart er det svageste led i forbindelse med denne udfordring.
Forgaflen valgte i går nærmest sig selv, da min kun 3 måneder gamle Pace, eller skulle jeg skrive DT, pludselig kun kunne udnytte 2 c vandringen - den slags gider man ikke at stå med langt ude i ødemarken. Derfor bliver min trofaste Reba World Cup endnu engang malet og monteret, da den aldrig har svigtet og i øvrigt kører som en drøm.
Dækvalget! Denne weekend låner jeg et sæt Black Panther X-trac. Jeg har stor tillid til Vredesteins dæk og hvis de tilbyder et godt kompromi mellem rullemodstand, volumen, greb og styrke, så bliver de mit valg, da Vredesteins dæk altid er gode i kombination med Stan’s.
Pludselig går tiden stærkt - der er ikke lang tid til Offroadfinnmark, og der er meget, der skal falde på plads inden. Først og fremmest er der formen og jeg fornemmer, at den nødvendige udholdenhed er på vej. Jeg tror nok, at jeg har været hurtigere, når det kommer til korte XC-ryk, men jeg har ikke før haft det så godt som nu mht. de lange og seje træk.
Overvejelserne vedr. udstyret er mange. I disse dage overvejer jeg især, hvilke dæk, jeg skal satse på. Min erfaringer fra norske vandrestier siger mig, at de ikke skal være for små, men på den anden side, så er 700 km også langt, hvis man skal slæbe rundt på alt for meget vægt og modstand. Jeg har i et par uger kørt med Rocket Ron og er meget tilfreds med dem, men jeg er i tvivl om, hvorvidt de kan holde til opgaven. En anden mulighed er Black Panther - jeg synes, at det er et rigtig godt all round dæk med lav rullemodstand. Gaflen er jeg heller ikke helt sikker på. Min DT Swiss gør det godt til XC, men kan den holde til 5 døgn i ødemarken og byder den på nok komfort? Jeg overvejer at montere min trofaste Reba World Cup igen - den har gjort det godt i ret mange sammenhænge, men jeg stoler stadig på den.
Der skal testes og trænes før jeg tager endelige beslutninger!
Anden afdeling af Shimanoligaen stod Arhus 1900 for, og jeg har kun ros til overs for deres og vist også en flok silkeborgfolks arrangement. Ruten var helt i top, målområdet var virkelig godt for både ryttere og tilskuere, og det ser umiddelbart ud til, at tidstagningen er kommet op at køre.
Ruten bød på rigtig mange klatremeter, vist 190, fordelt på hovedsagligt 5 opkørsler, hvilket er ganske godt efter dansk standard. Ruten passede med sine ret stejle opkørsler og fede nedkørsler fint til min smag, cyklen med 40/28 på et gammelt XTR kranksæt kørte perfekt, benene føltes udemærkede, og jeg havde det generelt godt, da starten gik. Desværre vidste jeg også, at det nok ville blive ryggen, der skulle sætte dagens begrænsning, da jeg har haft en del problemer med den på det sidste, hvilket desværre ikke er første gang i min mtb-tid.
Således kunne jeg allerede mærke ryggen en smule for meget i slutningen af første omgang, og anden blev ret slem på trods af, at jeg ikke kørte, hvad jeg ellers følte, at resten af kroppen kunne klare. På de stejle opkørsler havde jeg helt klart et overskud i forhold til de ryttere, jeg lå i blandt. Således er jeg også ret sikker på, at jeg ville have endt mellem 12 og 14, hvis jeg var fortsat, men jeg valgte at passe på mit korpus, da jeg ikke kender skadens årsag. Derfor stoppede jeg efter anden omgang. Det føles aldrig godt at skulle forlade et løb før tid, men jeg tror, at det var det bedste i denne situation. Efter køreturen hjem tog jeg dog hjelmen på igen og kørte god time på de lokale spor. Der er ikke noget som udsigten fra Svinkløv, der kan få en til at se positivt på tingene igen - i øvrigt var der vældig meget tilbage i benene, som lige skulle brændes af. En god dag blev til en træls dag, men endte alligvel godt.
Offroadfinnmark har efter grundige overvejelser sagt ja til at lade mig køre løbet som solorytter! Løbet skal ellers af sikkerhedsmæssige årsager kørers af hold på 2 til 3 personer, men efter en vurdering af undertegnede har de sagt god for det og en officiel pressemeddelelse og artikel i en norsk avis er allerede udkommet:
http://www.offroadfinnmark.no/danske-tester-soloklasse/
Hvor mange ved egentlig, hvad de selv er i stand til og hvor mange har forsøgt at finde ud af det? Jeg har altid søgt mine egne grænser og ofte ønsket, når jeg har gjort det, at jeg også ville overskride dem, miste modet, stoppe, for derefter at kæmpe mig vej tilbage igen og dermed være blevet klogere.
Som barn løb jeg nogle gange i skovene ved Sorø efter mørkets frembrud, fordi jeg syntes, at det dels var en meget større naturoplevelse, men også var en større udfordring. Senere har jeg sejlet Europajolle i 24 timer i træk uden at gå i land, vandret med oppakning fra Lønstrup til Grenen i et stræk, fordi jeg havde lyst (80 km), vandret alene i de norske fjelde, kørt 24 timers løb i duoklasse, kørt Trans Alp og Salzkammergut Trophy i Østrig, lang rute osv. Mange danske adventure races har også været spændende udfordringer, men måske ikke udfordringer, hvor jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne gennemføre.
Der er meget stor forskel på at se en udfordring i at gøre noget bedre end andre og på at gøre noget, som man ikke er sikker på, at man overhovedet kan gennemførebare bliver nødt til at afprøve. Den ene udfordring er ikke bedre eller mere værd en den anden, men sidstnævnte er en langt mere indre kamp. Jeg plejer at sige, at det handler om at vinde over sig selv.
Dette blev lidt af en introduktion til det, jeg egentlig ville skrive. Kort sagt har jeg kontaktet Offroadfinnmark og foreslået arrangørerne, at der oprettes en soloklasse. Løbet har tilsydenladende alt det, jeg på en eller anden måde har søgt i flere år, men jeg vil gøre den slags alene, for denne ultimative udfordring skal for mit vedkommende handle om mig, mine grænser og min kamp.
Jeg faldt tilfældigvis over et link til “Offroadfinnmark” på Weightweenies. Diskussionen handlede om, hvilket mtb-løb i verden, der er det hårdeste. Dette er selvfølgelig umuligt at afgøre, men det er trods alt muligt at pege på nogle stykker, som byder på udfordringer langt ud over det sædvanlige - blandt disse er helt sikkert “Offroadfinnmark”.
Løbet byder på en prologue med 950 klatremeter, som de siger i Norge. Dagen efter er der jagtstart på selve løbet, der med sine 700 km, ca. 12000 klatremeter og ekstreme ødemark der absolut ikke må undervurderes.
I 2008 blev løbet kørt som et testløb og det det tog knap 5 dage for det hurtigste hold, alle kører på 2 eller 3-personershold, at gennemføre, hvilket fortæller en del om, hvilket krævende terræn, der skal forceres. Nogle passager er så tekniske og til tider umulige at cykle, at gennemsnitsfarten let ryger under 7 km/t - og i det tempo er der langt til 700km.
Efter at have læst om løbet, hvor der er lyst døgnet rundt, var det ikke til at ryste ideen om at deltage i dette vanvittige løb af igen. Men hvem skulle jeg spørge? Løbet stillet selvfølgelig enorme krav til fysikken, men i den grad også til det mentale samt alsidigheden, idet en rundtur i Finnmarken som denne uundgåeligt vil rumme en vis portion friluftsliv af den mere aktive og ekstreme slags.